Vesterbro Rock Fest 2026

Oplev to aftener med rockens mange facetter, når danske og britiske bands indtager scenen på Basement den 13. og 14. marts.

For sjette gang vender Vesterbro Rock Fest tilbage med et program, der præsenterer noget af det mest spændende og relevante på den danske og britiske rockscene. Festivalen breder sig over to aftener og byder på alt fra energisk punk og poprock til melodisk emo, støjende eksperimenter og fængende stadionrock.

Årets line-up:

  • IDestroy (UK) – Trioen fra Bristol leverer rå energi og kompromisløs attitude, der trækker på punk, emo og alternativ rock. Bandet har tidligere delt scene med bl.a. Frank Carter & The Rattlesnakes og Skunk Anansie.
  • Astrid Schick – Med stærke, dansksprogede sange og et lydunivers, der vækker minder om 00’ernes Alanis Morissette og Avril Lavigne, er Astrid Schick en ny stemme, der insisterer på at blive hørt.
  • Seasonal Depression – Efter en 2. plads i Emergenza-finalen er det tydeligt, at publikum er klar til mere af bandets ærlige og følelsesladede emo-punk.
  • FooN – Et fast navn på festivalen, der igen leverer deres storslåede live-show fyldt med hårdtslående riffs og fængende melodier, der forener både metal- og mainstream-publikum.

Vesterbro Rock Fest er stedet, hvor du både kan gense dine favoritter og opdage dit næste yndlingsband.

Kontakt

Basement

Enghavevej 42

1674 København V
Del med