Fernisering: Rehearsal

I april har Marie Vinther og Christine Due overtaget Vesterbros nye residency og udstillingssted Ovenpå med udstillingsprojektet 'Rehearsal'. Kom til fernisering i Basement den 1. maj!

Rehearsal

Projektet består oprindeligt af to dele: Rehearsal: The Residency og Rehearsal: The Exhibition, som er tænkt i sammenhæng og forlængelse af hinanden. Ved at anskue udstillingen som en æstetisk uafsluttet proces, udfordrer og undersøger Rehearsal forholdet og rummet mellem kunstens private og offentlige rum, atelieret og udstillingsrummet. Hvad sker der, når man inviterer publikum med ind i tilblivelsesprocessen af en udstilling? 

Om kuratorer og kunstnere

Det kuratoriske fællesskab, der har overtaget Ovenpå i april består af Christine Due og Marie Vinther. Sammen har de tidligere kurateret og arrangeret gruppeudstillingen SHOPPING SPREE (2022) på inter.pblc på Nørrebro. 

  • Christine Due (f. 1989) er uddannet fra henholdsvis Bergen Kunstakademi (2019) og Moderne Kultur fra Københavns Universitet (2023). Christine arbejder i øjeblikket på Heartland som Art Project Coordinator. Christine har tidligere bl.a. været co-kurator på Skulpturpark Prøvestenen Syd (2022) og kurateret Kærlighedsaffæren på Refshaleøen (2022). 
  • Marie Vinther (f. 1992) er uddannet i Kunsthistorie fra Københavns Universitet (2022). Marie arbejder i øjeblikket som kuratorisk assistent på Museet for Samtidskunst, og har tidligere bl.a. kurateret udstilling Strategic Opacity, Opus 23 på Nikolaj Kunsthal (2023).
  • Louise Bonde-Hansen (f. 1987, København) er uddannet fra Goldsmiths College, London (UK) og Akademie der Bildende Künste Wien (AUT). Hun har udstillet sine værker i ind- og udland, senest med de to soloudstillinger Neither Day nor Night i Nikolaj Kunsthals øvre galleri og Væggene holder mig sammen på Udstillingsstedet Sydhavn Station. Sidstnævnte har hun været med til at drive siden 2018. Hun bor og arbejder i København.
  • Alberte Skronski (f.1995) er en dansk kunstner. Hun arbejder primært med genbrugsmaterialer som papmache, pap og flamingo og hendes praksis er baseret på video, installation og skulptur. De seneste 3 år har hun studeret på Kungliga Konstinstituttet i Stockholm og dimitterede med sin BFA i foråret 2022.

    Igennem arbejdet med sit koncept hun kalder "Radical Happiness", bruger Skronski humor og latter som aktivistiske redskaber til at bekæmpe den barske virkelighed, vi lever i. Ved at få sig selv og forhåbentlig andre til at grine, udfordrer hun en af de største sygdomme i vores samfund; stress! Ved at sprede glæde og lave "børne-tv for voksne". En dobbelthed er altid til stede i Skronskis værker, som er kendetegnet ved en glad, gør-det-selv, barnlig æstetik. Men de rummer også en slags uhyggelig, bevidst forvirring. Som til en børnefødselsdag, hvor klovnen skal være sjov, men er den virkelig det?  Vi befinder os i et grænseland mellem fantasi og virkelighed, mellem skønhed og afsky. Alberte Skronski har haft flere soloudstillinger i Stockholm og København, og hendes værker har været udstillet på steder som Nikolaj Kunsthal, Den Frie Udstillingsbygning og Galleri Christoffer Egelund; nogle af hendes værker vises permanent i New York City som en del af hendes Artist in Residency-program med Mark Cross.

  • Esben Holk (f. 1992 København) er en tværfaglig Programmør, Billedkunstner (BA Bergen Akademi 2017) & Spildesigner (MA Det Kongelige KDAK 2023) der udforsker virtuel eksistentialisme, -identitet og teknovidenskab gennem post-internet medier, kunstig intelligens, programming og interaktion. Deres arbejde slører grænserne mellem det virkelige og det virtuelle og udtrykkes gennem en voksende rhizomatisk fiktion præsenteret gennem 3D-landskaber, memes, collager og videospil. Algoritmer er legemlige, leg er integreret, og det posthumane menneske er i fokus. Med strategier fra spil- og software design handler værkerne om at bevidstgøre sig overfor de online mekanismer, som skaber identitet, ideologi og virkelighedsforståelse.

Events i forbindelse med Rehearsal

Den 13. april kl. 12.00 - 15.00: Åbent Hus (Ovenpå, Onkel Dannys Plads 7, 1. 1711 Kbh V)

Den 25. april kl. 17.00 - 20.00: Fernisering (Ovenpå, Onkel Dannys Plads 7, 1. 1711 Kbh V)

Den 1. maj kl. 15.00 - 21.00: Fernisering (Basement Enghavevej 42, 1674 Kbh V)

Kontakt

Basement

Enghavevej 42

1674 København V
Del med